Close

Musikken

Pligtstykker

Elitedivision
Enigma Variations – Theme & Eight Varitations, Edward Elgar arr. Eric Ball

1. division
The Raid, Oliver Waespi

2. division
Sinfonietta, Joseph Horovitz

3. division
Music from Kantara, Kenneth Downie

Selvvalgte værker i elitedivision

(Alfabetisk efter komponistnavn og titel)

Peter Graham: On the Shoulders of Giants
“If I have seen further than others¨ it is by standing on the shoulders of giants” skrev Isaac Newton i et brev i 1675. Hans metafor henviser til den franske filosof Bernard af Chartre som udtrykte, at vi moderne mennesker er som dværge, der sidder på skuldrene af giganter – vores forfædre – hvorved vi kan se mere, bedre, længere og tydeligere. Pointen er altså,  at man først forstår sandheden, når man forstår tidligere tiders opdagelser og erkendelser.
I 2010 skrev Peter Graham stykket her, som blev spillet første gang ved British Open samme år. Stykket har til formål at udtrykke diversitet, og det indeholder adskillige genrer fra germansk romantik til amerikansk jazz. Hver af de tre satser er en hyldest til brass band-verdenens musiske arv – og dette netop som udtryk for, at brass band, som vi kender det i dag, er brolagt på fortidens genialiteter.

Peter Graham: “The 39th parallel”
I New Zealand finder man distriktet Whanganui på den 39. sydlige breddegrad og i hjertet af det område løber Whanganui floden, Te Awa Tupua. Dette værk er komponeret i to sammenhængende satser; 1. sats, som er en musikalsk antydning af flodens rute fra bjerget Tongariro ud til havet, er konstrueret som parallelle metriske sekvenser, som trin-for-trin øger tempoet gennem satsen. 2. sats, med undertitlen “Apakura” (Lament på Maori), fuldbyrder udviklingen af 1. satsens tema. Denne smukke sats er skrevet som en elegy til den afdøde Kevin Jarrett, et fyrtårn i New Zealands Musikhistorie, som boede og arbejde fra byen Whanganui. Satsen fremkalder ekko af både marchen “Through Bolts and Bars” og landsmanden Dean Goffins “Rhapsody in Brass”.

Edward Gregson: Dances and arias
Dances and Arias er en kontinuerlig bevægelse med en række skiftende hurtige og langsomme sektioner som følger: Dance – Aria I – Dance (scherzo) – Aria II – Dance. Åbningsdansen er energisk og introducerer et firepunkts motiv, som er grundlaget for meget af det melodiske materiale i stykket. Gennem stykket er der en kontinuerlig proces med tematisk krydshenvisning og transformation.
Den første aria udfolder en lang melodi på solo cornet, som efterhånden fortsættes af alle solo cornetterne, og opløses i en changerende harmonisk baggrund, over hvilken der høres et kort selv-quotation på solo tuba. Den anden dans, en frenetisk scherzo, efterfølges af den anden aria i stil med en klagesang. Dette bygger op til et kraftigt klimaks, der sænkes og efterlader percussionen til at introducere den endelige toccata-lignende dans. Det forvandler materialet fra åbningen, før en coda bringer musikken til en triumferende slutning.

Jan de Haan: Metamorphosis
Stykket er skrevet i 2014 og blev for første gang udført af Brass Band Schoonhoven under European Brass Band Championships i Perth Concert Hall, Skotland.
Jan de Haan om sit værk: “I åbningen af denne tredelte komposition er det tematiske materiale præsenteret, som forekommer i resten af værket i mange forskellige former for transformationer. Den ‘lille sekund’ tjener som ledemotiv.
Den livlige og prangende Metamorphosis One er meget varieret med temaet. Delen afbrydes af en sofistikeret meno mosso med melodiske passager, der går tilbage til starttemaet.
I Metamorphosis two sker mange ændringer i tempoet og den musikalske karakter. Syv forskellige solister forvandler det tematiske materiale på hver deres egen måde. Til sidst resulterer dette i en lidenskabelig, tutti sektion. ”

Oliver Waespi: Audivi media nocte
Audivi media nocte er drevet af adskillige modstridende musikalske ideer, inspireret af Thomas Tallis´ motet fra 16. århundrede, hvorfra stykket også henter sin titel – ”Jeg hørte ved midnat”. Efter at have husket og værdsat denne motet i mange år, følte Oliver Waespi at det var på tide at lade det få indflydelse på egen musik. Samtidig oplevede han behovet for en betydelig ”kinetisk energi” til at opveje motettens rolige, indadvendte strøm og til at placere Tallis musik i en mere moderne kontekst. Derfor begyndte forskellige rytmiske motiver at dukke op, ligesom Waespi udviklede en række akkorder og harmonier der udgør et modpunkt til motetten. Ifølge Waespi udviklede stykket en egen karakter, løst forbundet med mystiske billeder af natten, der gemmer vores hemmelige lidenskaber og beklagelser. Det udviklede sig til et instrumentalt drama, snarere end et sæt af variationer, og fremhæves af en række solister på ganske usædvanlige måder.

Philip Wilby: Paganini Variations
Her er vi ude i en ægte brass band-klassiker. Komponeret i 1990 som en moderne fortolkning af 1700-tals violin-virtuosen Paganini. Dette er ikke kun endnu en udgave af hans berømte tema fra Caprice nr 24 for violin – mange andre har skrevet variationer over dette tema – men også et billede på tidsånden fra den romantiske periode med iboende vildskab fra Paganinis tid. 
Værket er således skrevet som tema med variationer, hvor variationerne er enten meget ”klassiske” eller meget moderne. På samme måde som Paganinis originale værk stadig udfordrer og inspirerer moderne violinister, kan Paganini Variations for Brass Band også stadig udfordre og inspirere moderne brass bands. 

Sagt helt kort: 
- Der er stykker, der er meget letter’, 
- men Paganini Variations viser alle bandets facetter.