Close

2. division

Deltagende orkestre i 2. division (i alfabetisk orden):

Danfoss Orkestret

Danfoss Orkestret har eksisteret i mere end 60 år og blev startet af Fabrikant Mads Clausen til sin 50 års fødselsdag. Orkestret tæller til daglig 30 medlemmer, hvor mange arbejder i Danfoss. Det er det sidste frivillige firmaorkester i Danmark og Danfoss holder fast i sit orkester, der bliver brugt til næsten alle store arrangementer i forbindelse med Danfoss Koncernen, både i ind- og udland. Udover at spille til Danfoss’ egne arrangementer  afholder orkestret flere underholdningskoncerter i det Sønderjyske.

Gert Skovlod Hattesen spiller til dagligt i Prinsens Musikkorps og overtog dirigentpinden som orkestrets kun 4. dirigent, i orkestrets 60+ års virke. Gert er uddannet trompetist og har haft flere af de største danske Brass Bands under sine vinger.

Selvvalgt stykke: Resurgam af Eric Ball

Resurgam, I shall rise again, er et stykke der fortæller en historie om tabet af komponistens kones søster, Elsa. Vi gennemgår hele følelsesregistret fra fornægtelse til forløsning og alt derimellem.

Hvidovre Musikskoles Brass Band

Copenhagen Brass Ensemble (også kaldet Hvidovre musikskoles messing orkester), blev oprettet i 1986 på Hvidovre musikskole, og har siden da rejst verden rundt og optrådt ved musikfestivaller, officielle begivenheder og på koncerttourné.
Copenhagen Brass Ensemble har i blandt andet spillet i Chile, Malta, USA og Canada, og sidst spillet på US Virgin Islands som det officielle danske musik indslag i anledningen af 100-året for overdragelsen til USA. Bandet spiller alt fra klassisk brass band musik, henover filmmusik, til populærmusik som Disney og Queen. Med et aldersspænd på mellem 12 og 45 år, rummer orkestret stor forskellighed, og henvender sig til alle aldersgrupper.

Orkestrets dirigent Bo Fuglsang fører orkestret frem på smukkeste vis, og fremhæver det bedste i musikerne. Han har selv spillet trompet i orkesteret og startede allerede 12 år gammel. Bo har siden haft en karriere som professionel musiker, hvor han bland andet har spillet solotrompet ved Londons Symfoni Orkester.

Selvvalgt stykke: Triptych af Philip Sparke

Triptych af den engelske komponist Philip Sparke blev bestilt som konkurrencestykke til 2. division i Schweiz i 1990. Triptych betyder tre dele og bliver oftest brugt om malerier, der kan foldes, sådan at der er et større maleri i midten og to mindre i de sammenfoldelige sider, og som ’åbnet’ danner et sammenhængende værk. Musikstykket Triptych er også delt op i tre sammenhængende satser. Den første pageant har en middelalderlig følelse i sine modale harmonier, der gradvist opbygges indtil et koralt klingende klimaks. Den anden sats ”Fantasty on One Note” er en hymnelignende melodi spundet over tonen F. Som harmonien ændres optræder F i adskillige dele alle bandet, men ender hos 2. og 3. cornetterne, der ændrer harmonien for at gå over i 3. sats, en livlig og melodiøs sats.

 

Selandia Brass

Selandia Brass blev etableret i 1978 og er hjemmehørende i Slagelse. Orkesteret tæller medlemmer, der kommer fra store dele af Sjælland, men også fra Fyn og Jylland for, at dyrke deres fælles interesse for musik.
Orkesterets målsætning er, at være et aktivt og ambitiøst band, der giver både tilhørere og orkestermedlemmer gode musikalske oplevelser. Visionen er, at udvikle et konkurrencedygtigt brassband på Syd – og Vestsjælland, som kan tiltrække, udvikle og fastholde musikalske talenter i lokalområdet. Orkesteret har fokus på ungdomsarbejde og brobygning til musikskolen og de lokale garderkorps.
Selandia Brass er særdeles aktivt i lokalområdet og holder koncerter i samarbejde med lokale talenter, kirkekoncerter med/uden kor og arrangerer en årlig sammenspilsdag med det formål, at skabe netværk på tværs.
Orkesterets musikalske leder er Jacob Vilhelm Larsen, der siden 2015, hvor han vendte hjem fra Norge, har stået i spidsen for Selandia Brass. Jacob er som er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus samt i korpsdirektion ved konservatoriet i Stavanger og har en lang karriere indenfor brassbandverdenen, både som dirigent, komponist og arrangør.

Selvvalgt stykke: The Dark side of the Moon af Paul Lowatt-Cooper

The Dark Side of the Moon er et stykke programmusik skrevet af Paul Lowatt-Cooper i 2007. Nummeret blev benyttet som testpiece ved The Regional Championships og de hollandske nationale mesterskab i 2008 – dvs. netop for 10 år siden.
Musikken søger at give lytteren fornemmelsen af at stå på den side af Månen, der aldrig vender mod Jorden under en majestætisk stjernehimmel og med udsigt til et mørkt og øde landskab uden det mindste spor af menneskelig civilisation.
Paul Lowatt-Cooper er født i 1976 på øen Alderney i den engelske kanal ikke langt fra Normandiets kyst. Forældrene, der begge var officerer i Frelsens Hær, fik PLC engageret i musik – som perkussionist. Paul Lowatt-Cooper startede sin komponistkarriere på universitetet, hvor han studerede under Peter Graham og han har siden leveret adskillige mesterværker for Brass Bands. I dag er Paul Lowatt-Cooper, udover en eftertragtet komponist samt gæstesolist og -dirigent, musikalsk leder af Factory Transmedia, administrerende direktør i sit eget musikselskab PLC-Music og associeret komponist for Black Dyke Band.